Udsigtsruten Vejle Vesteregn

Udsigtsruten
Udsigtsruten er 35 km lang, og er tænkt som en cykelrute rundt i
landskabet på vestsiden af den jyske højderyg vest for Vejle. Ruten er
beliggende i Vejle Vesteregn og binder områdets landsbyer sammen. Ruten
er på asfaltvej (25 km) og god grusvej (10 km).

Undervejs passeres en række afmærkede udsigtspunkter og mange andre
seværdigheder. Adskillige steder er det desuden, indenfor kort afstand,
muligt at besøge steder af både historisk, kulturel og naturmæssig
betydning.

Rastepladsen ”Det Grønne Område” ved Karlskov –  er start stedet.
Her er vi i en højde på ca. 70 m, hvilket er mange meter lavere end
udsigtspunkterne oppe på kanten af højderyggen. At vi er ude på
afsmeltningsfladen ses tydeligt mod vest og nord.

Området med børnehave, friskole og foreningshus samt ”Det Grønne
Område”, er et dejligt rekreativt område, hvor det er godt at spise
frokost eller på anden vis slappe lidt af i forbindelse med turen rundt
på ruten. I området, hvor Høgelundvej møder Billundvej, ligger flere
bronzealderhøje – i en af disse blev Høgelundsværdet fundet omkring
1912.

Rastepladsen ved Ringive
Vi er her i en højde på ca. 60 m, ca. 3 m over Omme Å, der er et af de
vigtigste tilløb til Skjern Å og Ringkøbing Fjord. Når vandstanden er
høj, breder vandet sig ud over de lave enge i området. På kanten af
ådalen, ca. 600 m vest for Billundvej er der et 6 m højt tårn, hvorfra
der er en fantastisk udsigt over området. Stien dertil er markeret et
skilt: ”Udsigtspunkt”. Udsigtsruten går ikke forbi tårnet, og man skal
tilbage til Billundvej for at fortsætte ruten.

Udsigtspunktet ved Åst
Her er der bord/bænkesæt, og vi er i en højde på ca. 112 m med god
udsigt mod vest og syd. Mod vest mod Billund, hvor især Billund Lufthavn
sætter sit præg på landskabet. Både mod vest og syd ser vi ud over det,
der kaldes hedesletten, som er afsmeltningsfladen, hvor sandet fra isen
i sidste istid blev efterladt. Det gav en mager jord, som heden bredte
sig på. I dag er der store dyrkede flader og enkelte arealer med
plantage. Bag avlsbygningerne til Åstvej 8 ca. 350 m mod syd, er der
adgang til Åst (Amlund) Kirkeruin, smukt beliggende på en lille bakke.

Udsigtspunktet på Fortvej i Lindeballe
Her er der bord/bænkesæt, og vi er i en højde på ca. 127 m med en god
udsigt mod nord op mod Give, hvor varmeværkets akkumuleringsbeholder er
et tydeligt indslag i landskabet. Vi befinder os kun nogle hundrede
meter fra Møllebjerg, som er områdets højeste punkt på 137 m. På
Møllebjerg, som siden de første opmålinger af Danmark, har været et
knudepunkt for trianguleringen, er der i dag et militært anlæg med et
tårn med et kraftigt blinklys af hensyn til flysikkerheden. En afstikker
fra ruten – ca. 700 m nordpå ad Åstvej fra dér, hvor den møder Fortvej –
giver mulighed for at besøge Lindeballe med kirke og teglovn samt
mindesten for Balling og Rasmus Mortensen.

https://udinaturen.dk/rute/cykelrute/?routeid=2a1e424c-b172-11ef-b82b-8703b9a9f4ea

Kort-UdsigtsrutenVejleVesteregn